Bogremmen fik for et stykke tid siden tilsendt et manuskript.
En stor opgave, der kunne have givet både læring, erfaring – og ikke mindst indtjening.
Alligevel tøvede jeg og sagde ikke bare ureflekteret ja.
Det fik mig til at standse op og mærke efter: hvorfor egentlig ikke?
Som forholdsvis ny i forlagsbranchen kunne jeg måske have taget imod alt, hvad der bød sig – med kyshånd endda.
Men noget i mig sagde, at det ikke var så enkelt.
For mig handler beslutningen altid først og fremmest om bogens indhold – om historien, sproget og potentialet – ikke om, hvor meget den kan tjene.
Mellem købmand og idealist
At skrive og udgive bøger ligger tæt op ad min lærerbaggrund.
Begge dele handler om formidling, proces og om at tage mennesker alvorligt.
I det arbejde kan man ikke gå på kompromis med de menneskelige værdier.
Forlaget Bogremmen har lagt sig fast på, hvilke genrer vi vil arbejde med – ud fra, hvad jeg selv kan lide og tro på. Men jeg er også nysgerrig.
Det viste sig, da jeg udgav Det ejer mig ikke af Moésha Williams. Jeg kendte ikke romancegenren, men forfatteren skrev godt, jeg så potentialet, og vi havde allerede et trygt samarbejde.
Sådan var det ikke denne gang.
I et af de nyere manuskripter, jeg modtog, havde jeg ikke den samme fornemmelse.
Genren lå langt fra det, jeg normalt læser, og jeg havde heller ikke kendskab til forfatteren bag. Det gjorde det svært for mig at finde den gnist og tillid, der skal være til stede, når man går ind i et forlagsprojekt.
Når mavefornemmelsen taler
Når man driver en lille virksomhed, følger der uundgåeligt et strejf af købmandsskab med.
Det er en del af virkeligheden – idealer og økonomi skal trods alt finde hinanden.
Men hvordan forener man købmandskab med ordentlighed uden at gå på kompromis med sig selv?
Hvor langt skal man strække sig for at prøve noget nyt?
Hvornår bliver nysgerrighed til et skævt kompromis?
For mig handlede det om at være tro mod min mavefornemmelse.
Jeg kunne sikkert have tjent penge på opgaven, men jeg kunne ikke mærke glæden.
Og hvis jeg mister den, mister jeg også kvaliteten i arbejdet.
Kompromisets kunst
At drive forlag kræver både mod og tilpasningsevne.
Man skal turde sige ja – også til noget ukendt – men samtidig kende sin retning.
Kompromisets kunst handler, som jeg ser det, ikke om at gå på kompromis med sine værdier, men om at finde balancen mellem købmand og idealist.
Det er dér, forlaget lever og ånder.
Hvad jeg tog med mig
Jeg sagde nej til manuskriptet.
Ikke fordi det var dårligt, men fordi det ikke passede til Bogremmen – eller til mig.
Man skylder sig selv at stoppe op og spørge:
Hvad er det egentlig, der driver mig?
Er det pengene – eller håndværket, værdierne, glæden ved litteraturen?
Jeg tror, mange iværksættere og kreative står med samme spørgsmål.
Vi drives af mod, nysgerrighed og lysten til at skabe.
Men vi skal også turde sige nej.
For ikke alt, der glimter, er guld – og ikke alt, der giver penge, giver mening.
Det er indholdet og kvaliteten af et projekt, der driver mig til at sige ja. Penge kan aldrig være den primære motivation.
Kompromisets kunst er for mig evnen til at holde balancen mellem at være professionel og at være tro mod sig selv.
At turde stå fast – også når nej’et er det sværeste ord at sige.
💬 Forlaget Bogremmen er drevet af nysgerrighed, kvalitet og ordentlighed.
Jeg tror på, at de bedste samarbejder opstår, når både forfatter og forlag deler de værdier.
Så bliver arbejdet ikke bare en opgave – men en fælles rejse, der giver mening.