Læseprøver
Her får du 1. kapitel, Mærket for livet, i romanen "De ejer mig ikke" i mini e-bøger/læseprøver.
1. Stykke
”Du der dukkebarn! Hva’ siger du til at fylde glasset her,” snøvler en fordrukken krogæst. ”Og komme med til mit kammer?"
Et højlydt klask mod min bagdel følger den sleske forespørgsel, og de omkringsiddende mænd bryder ud i et skrattende
latterbrøl. Et par øjne brænder mig omgående i nakken. Fandens! Hun hørte det. Den svidende smerte i min bagdel er pludselig mit mindste problem. Jeg vender mig modvilligt mod baren, og ganske rigtigt, der står Madame Claudette allerede med sine brede, korslagte arme og en arrig mine. Hendes gennemborende blik advarer mig utvivlsomt om at træde varsomt med min næste handling. Vi fastholder den intense øjenkontakt, i hvad der føles som flere timer – mit blik, der beder om tilladelse til at sætte den grænseoverskridende fulderik på plads, mod Claudettes sammenknebne øjne, der forlanger, at jeg opfører mig ordentligt i hendes kro.
Jeg bider mig selv hårdt i kinden for at tilbageholde nogle iltre ord. Efter en, nej to dybe indåndinger indser jeg nederlaget og vender min opmærksomhed tilbage mod fulderikken, der stadig griner så hysterisk, at hans gule tænder er til frit skue. Hans beskidte ansigt er næsten komplet dækket af et filtret rødt skæg, det ildelugtende tøj er dækket af mørke fedtpletter, og en af hans storetæer stikker sågar ud af de slidte træsko! Der er kun én ting, som fremstår nogenlunde vedligeholdt på ham – den lettere ridset sølvring på ringfingeren.
”Jeg skal med glæde fylde Deres glas, Monsieur, dog mod betaling. Jeg kan ikke blot skænke ud til alle og enhver uden at betale Madame Claudette,” siger jeg høfligt og nikker mod kroejeren, der pludselig opfører sig som om, hun er travlt optaget med at pudse krus.
” Hvad angår Deres anden forespørgsel vil Deres kone formentlig ikke være begejstret for den hændelse, men hvis De virkelig er trængende, kan jeg anbefale Dem bordellet på den anden side af gaden. De kvinder er desuden væsentligt mere diskrete og professionelle – jeg ville ikke ane, hvad man skulle gøre med den.” Mit blik daler uskyldigt mod bulen i hans bukser, mens jeg opgivende trækker på skuldrene. Jeg skæver op til Madame Claudette, som nu er travlt optaget af nogle nytilkomne søfolk. For den sidste kommentar jeg har til fulderikken, læner jeg mig ind over bordet så tæt på ham, at hans dårlige ånde og kraftige svedlugt næsten får mig til at fortryde handlingen, men jeg modstår det sure opstød for at hviske ganske stille ind i hans øre: ”Det ville jo være tragisk, hvis jeg kom til at knække den, eller endnu værre, hvis jeg kom til at bide den af.”
Drukkenboltens latter ophører brat, og al farven forlader hans ansigt.
”Jeg skal bare ha’ armagnacen, og så giv da Claudette de her,” brummer han yderst utilfreds og kaster samtlige mønter udover det klistrede bord.
De andre mænd i selskabet tjatter til hinanden og smågriner af deres vens sure mine. Jeg skænker op i hans glas med et stort smil, samler mønterne sammen og begiver mig hen til Madame Claudette. Det er en fristende tanke at beholde blot en lille del af betalingen. Jeg blev trods alt gjort til genstand for hele kroens latter, men den lærestreg fik jeg for længe siden. Madame Claudette er ikke en kvinde, nogen ønsker at stjæle fra. Et par dage efter, at hun havde ansat mig, dengang jeg var intet mindre end et syvårigt pigebarn fra gaden, tog jeg imod betalingen fra en velklædt herre. Han tilkendegav, at betalingen også inkluderede drikkepenge til mig, hvilket jeg glædeligt tog imod, men Madame Claudette overværede dette og frem for at konfrontere mig med det samme, ventede hun, indtil kroen lukkede.
Ifølge hende, skyldte jeg hende alle mine drikkepenge af taknemlighed for, at hun tilbød mig et arbejde, da ingen andre ville have mig. For at sikre sig at en lignende hændelse aldrig ville finde sted, trak hun mig med ud på gårdspladsen, hvor et par officerer holdt vagt. Hun informerede dem om mit såkaldte tyveri og forlangte, at jeg skulle straffes på passende vis.
Jeg vidste selvfølgelig ikke, hvad der foregik. Al min opmærksomhed var rettet mod de skinnende medaljoner, der prydede officerernes fine uniformer. På trods af hvad der kom til følge, husker jeg tydeligst den guldmedalje, som var pyntet med navnet Nouvelle-France, skrevet i en sirlig håndskrift. Dengang vidste jeg ikke, hvad det betød, men da samtlige søfolk og rejsende nævnte navnet efterfølgende på kroen, indså jeg, at det var navnet på kolonien, vi befandt os i.
Officererne trak mig hårdhændet op på skafottet, og skønt jeg forsøgte desperat at klamre mig til Madame Claudettes skørter, var der ingen medlidenhed at komme efter. En af officererne skubbede mig ned på en taburet og fastholdt mit hoved mod en stolpe, mens den anden hamrede en nagle igennem mit øre, dybt ind i stolpen. Det krævede tre hammerslag, før naglen sad tilfredsstillende for dem.
Den øredøvende lyd af hammerhovedet, der kolliderede kraftfuldt mod naglen, og den forfærdelige smerte, som udsprang fra mit øre til hen over hele mit ansigt, vil for evigt være gemt i mine minder. Jeg skreg, græd og bønfaldt dem alle om at slippe mig fri igen, men det var nyttesløst. Madame Claudette gik tilbage til sin kro, og officererne vendte tilbage til deres vagt.
Jeg fik lov til at sidde der hele den kølige nat. Blod begyndte langsomt at sive ned ad min kæbe for at dryppe ned på min hånd, der lå ubevægelig i mit skød. Den forfærdelige smerte brændte i timevis, indtil solens stråler langsomt begyndte at skinne hen over husenes
tage. Om det var fordi, jeg var så udmattet, at jeg havde forglemt naglen, eller om det var modet i mig, der voksede i trit med solens opstigning på himlen, ved jeg stadig ikke, men under alle omstændigheder, rev jeg til sidst mit øre frit. Ét hurtigt ryk med hovedet. Officererne værdigede mig ikke engang et medfølende blik, da jeg traskede forbi dem og efterlod bloddråber på brostenene.
”Du er heldig, du ikke er sort,” hvæsede den ene officer til mig. ”I så fald, havde vi skåret din hånd af.”
Da jeg nåede døren til La Fleur Noire og lagde min hånd på det rustne håndtag, overvejede jeg for en stund at løbe væk fra Madame Claudette, men hvor skulle jeg løbe hen? Jeg havde ingen far, som ville stå med åbne arme og svinge mig rundt, indtil vi begge ville bryde grinende sammen. Ingen mor til at lade mig krybe op i sin beskyttende favn og stryge mig blidt over håret. Og livet på landevejene havde trods alt været langt mere anstrengende end at arbejde for Madame Claudette. Der var ingen bedre alternativer.
I det øjeblik jeg trådte ind i kroen, kiggede Madame Claudette udtryksløst på mig. ”Vi åbner om lidt. Vaske dig inden!,” kommanderede hun usympatisk.
Jeg husker hverken, at jeg vaskede mit ansigt eller skiftede tøj, men jeg husker at stoppe op foran det lille, beskidte spejl i baglokalet. Når jeg stod på tæer, kunne jeg lige akkurat se halvdelen af mit ansigt. Jeg gispede forskrækket ved synet af mit øre – helt mørkeblåt og hævet. Naglen var blevet hamret ind så tæt på mit ansigt som muligt, og fra det punkt var øret revnet, så en stump manglede. Det så væmmeligt ud. Jeg husker at flytte så meget hår som muligt ned foran resterne af mit øre for at skjule skaden. Da jeg kom tilbage til Madame Claudette, så jeg blodsporet, der havde fulgt mig hele vejen igennem kroen.
”Skrub gulvet inden gæsterne kommer!” Viste sig at være de sidste ord, hun havde til mig den resterende dag.
2. Stykke
Afstraffelsen fandt sted for knap 17 år siden, og siden da har jeg aldrig beholdt en eneste mønt –
end ikke da min lillesøster, Calee, havde sultet i tre dage, fordi Madame Claudette måtte bruge alle pengene på mere armagnac i stedet for at betale mig. Eller dengang vores hund, Bisquit, havde været på andejagt og var løbet ind i en arrig svane, der brækkede hendes ene ben. De eneste mønter, jeg beholder, er dem, som Madame Claudette selv lægger i min hånd, og den betaling rækker lige knap til min lille families overlevelse. Madame Claudette havde gjort det stråleklart
den dag, at hun havde ingen intentioner om at indtage en moderlig rolle – i hvert fald ikke over for mig. Hun har altid haft et ømt punkt for Calee, altid været meget specifik i sine instruktioner, når hun har givet mig madrester med hjem, at det er til Calee.
”Næste gang Camille, vover du at bruge timevis på den samme gæst,” brummer det strenge kvindemenneske.
Jeg rækker betalingen frem. ”Om forladelse, Madame Claudette. Jeg skal nok forbedre mig.”
”Tør nu bare de tomme borde af og gå hjem,” fnyser hun. ”Der er nogle rester af brød, som du kan give til din søster.”
”Mange tak og rigtig god aften til Dem, Madame Claudette,” mumler jeg og gnider den våde klud mod bordet.
Den friske natteluft byder mig velkommen, idet jeg åbner den knirkende trædør. Et par fulde mænd hænger snorkende ind over hvert sit bord, mens savlet fra deres åbne munde drypper ned i de tomme glas. Jeg opgav for længst at få liv i dem. De kan lige såvel sove på kroen, når de trods
alt kommer igen, så snart vi åbner. Da jeg er sikker på, at Madame Claudette ikke længere kan holde øje med mig, tillader jeg mig at knække et lille stykke af brødet. Det knaser foruroligende højt – men det er i det mindste spiseligt. Calee vil være ganske tilfreds. Den sagte rumlen fra min utilfredsstillede mave og lyden af mine slidte sko, som jeg slæber hen ad stien, er de eneste lyde i den tomme gade. Jeg er så træt, at jeg glædeligt ville have taget en lur i rendestenen, men de venter på mig. Jeg skal bare igennem byen, ned ad landevejen, over marken, og så er jeg der – hjemme.
Der er noget hyggeligt ved at gå i byens mørke gader, når lysskærene fra husene strømmer ud på brostenene. Jeg kan godt lide at gå mellem husene og forestille mig hvilke familier, der bor derinde, hvilke fortrolige samtaler de har. Hvem, der leger med børnene, og hvem, der læser godnathistorierne. Hvordan forældrene forkæler hinanden med små gaver, og hvordan hunden vækker hele husstanden tidligt om morgenen.
Jeg ønsker så inderligt, at Calee oplever alt det – hjemmet, trygheden, familien. Hun fortjener det. Jeg drømmer ikke om det lykkelige liv for mig selv, for jeg accepterede for længe siden, at mine forældre ikke ville komme tilbage efter mig, men jeg vil gøre alt i min magt, for at Calee aldrig skal komme til at mangle tag over hovedet eller ubetinget kærlighed. Jeg vil gøre alt for hende.
Lad verden straffe mig, så længe hun får intet mindre end glæde. Jeg fjerner frustreret den tåre, der forræderisk triller ned ad min kind. Tårer nytter intet – viljestyrke og stædighed er de eneste drivkræfter.
En lettere skjult gyde mellem to høje huse tilbyder en smutvej hjem, men jeg beslutter mig hurtigt for at blive på hovedgaden. Om dagen er gyderne ufarlige, men om natten kryber alle byens
undslupne slaver frem i forhåbning om, at en velhavende borger vil forvilde sig ind i deres spind. Jeg er så afgjort ikke en af de velhavende borgere, men den rette mængde desperation kan drive enhver til vanvid.
Jeg formår at få slæbt min krop hele vejen gennem byen, over marken og frem til den store trædør, hvor jeg banker vores hemmelige bank: tre hurtige bank, pause, et bank, pause og tre hurtige.
Døren åbnes med et knirk, og før jeg overhovedet når at opdage, hvad der foregår, ligger jeg på min ømme bagdel på jorden med min lillesøster oven på mig. Bisquit kommer dernæst springende
ud ad døren og slikker mig i hele ansigtet. Hendes klæbrige tunge vasker udmattelsen væk, og en inderlig latter begynder at boble frem fra os alle tre. Vi ender med at ligge på den dugvåde jord og grine alt for højlydt, men for en stund føles det intet mindre end tiltrængt.
”Åh, hvor har du været væk længe!” Udbryder Calee mod min brystkasse, hvor hun gemmer sit ansigt. Jeg tysser på hende, kysser toppen af hendes hoved og knuger dem begge ind til mig. ”Men jeg er hjemme nu, papillon.”
Bisquit gør højt, så jeg også er nødt til at tysse på hende.
”Og hej til dig, min lille vagthund.”
”Bisquit har været rigtig god i dag. Hun har fanget os en and!” Jubler Calee og kigger entusiastisk op på mig med sine store nøddebrune øjne. Når hun spærrer dem op i så meget begejstring, fylder de næsten hele hendes smukke ansigt. Jeg fejer en forvildet krølle om bag hendes øre og opdager, at der nærmest løber savl fra hendes mundvige. Hun er sulten.
”Jamen, skal vi så ikke skynde os at tilberede den?”
”Det har jeg allerede gjort,” udbryder hun stolt.
”Du må ikke selv lave ild! Og aldrig når jeg ikke er hjemme! Hvad hvis du havde sat ild til laden, eller nogen af naboerne havde set røgen?” Udmattelsen gør det endnu mere anstrengende at forholde stemmen i ro, og i stedet hører jeg, hvordan den bliver mere og mere højrøstet.
Calee farer forskrækket sammen. Hun ligger helt rullet sammen på jorden, mens hun nynner en stille melodi for sig selv. Det har altid været hendes reaktion, når hun bliver bange. Jeg vidnede
det for første gang, da jeg fandt hende for fire år siden. Hun husker ikke meget fra sin barndom – et par minder hist og her. Hun boede på en plantage, der var ejet af en yderst velhavende familie. Hun sov i en lade, der var langt mindre end den, vi opholder os i nu, sammen med sin mor og en masse andre sorte slaver. Når hun fortæller om forholdene, de levede under, vender det sig i min mave, og en voldsom vrede syder i mit indre. Calee husker at blive straffet på daglig basis for intet mindre end sin hudfarve, selvom de voksne slaver forsøgte efter bedste evne at skjule børnene for plantageejerne.
Hun husker tydeligst den sidste dag på plantagen. Hendes mor havde angrebet vagten, der stod ude foran slavernes lade for at give Calee og de andre børn en mulighed for at stikke af, men da først børnene kom ud af laden, løb de rædselsslagne i alverdens retninger. Calee løb alt, hvad sine små ben kunne bære hende hen til skoven, der omkransede plantagen. Da hun nåede ind i buskadset, kunne hun høre børnenes fortvivlede skrig, men endnu tydeligere kunne hun høre sin mors skrig, inden alle stemmerne blev overdøvet af utallige buldrende skud.
Jeg fandt hende et par måneder senere, efter hun havde levet alene i skoven. Pigen, der snarere mindede om et skelet end et levende barn, lå helt sammenkrøllet inde i en tornebusk. Hun havde
rifter overalt på sin udhungrede krop, de sorte krøller var en stor fuglerede på det lille hoved, og hun havde knap negle tilbage på fingrene, efter hun havde gravet i jorden for at finde mad. Fra den dag af tog jeg hende til mig som en lillesøster. Vi ligner ikke hinanden udadtil, men vi er uden tvivl søstre, bundet sammen af noget meget stærkere end forældre eller hudfarve. Skulle hun nogensinde ligge for døden – Gud forbyde det – ville jeg ofre mit hjerte for hende, for der er intet i denne verden for mig, hvis ikke hun er her til at berige mit liv.
”Undskyld Calee, men du må love mig at være forsigtig.” Det smerter mig dybt, hvor hunderæd hun reagerer overfor mig nu, så jeg anstrenger mig for at gøre min stemme rolig. Ganske forsigtigt åbner jeg mine arme op for hende, og lige så forsigtigt titter hun gennem sine fingre. Hun kigger nøje på mine udstrakte arme. Efter en stund kravler hun op på mit skød, hvorefter Bisquit lister med, selvom hun næsten er for stor til, at jeg kan omfavne dem begge.
3. Stykke
Vi sidder i tavshed på jorden i mørket og lytter til et par fugles natlige kvidren i det fjerne.
”Hvis jeg en dag kommer hjem, og du ikke er her, fordi nogen har opdaget dig, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg ville gøre. Det er vigtigt, at du er forsigtig.”
Calee nikker tavst.
Min maves høje rumlen afbryder de beroligende nattelyde, og får Calee til at fnise.
”Skal vi finde ud af, hvor god du er til at tilberede en and?” Jeg kysser hende igen på toppen af hendes krøllede hoved, og vi rejser os alle tre.
”Her,” siger jeg og rækker ud efter brødet, der uheldigvis røg på jorden, da Calee og Bisquit sprang på mig. ”En hilsen fra Madame Claudette.”
”Hun er sådan en rar kvinde,” smiler Calee, hvortil jeg ihærdigt prøver at skjule mine rullende øjne for hende. Hvis hun synes godt om Madame Claudette, så er det fint med mig. Hun tager brødet i
den ene hånd, min hånd i den anden og trækker mig med ind i laden. ”Bisquit har også hjulpet med at tilberede anden. Hun rystede den så voldsomt, at mange af fjerene faldt af!”
Calees sagte lyde forsikrer mig om, at hun er faldet i en dyb søvn, så jeg flytter forsigtigt hendes hoved fra mit skød ned på puden. Det varme lys fra gløderne i bålet danser hen over hendes lettere indsunkne kinder. Bisquit ligger på Calees fødder ovenpå uldtæppet og snorker højlydt – der er ingen tvivl om, at andejagten krævede al hendes energi. Bisquit er en dygtig jagthund. Hun kan komme igennem de fleste huller, hendes pels er kort, så hun ikke sidder fast, og hun er hurtig. Ingen kan fange hende, når hun kommer løbende med en hel and i munden – ikke engang de andre hunde i byen. Hun plejer at være ude det meste af dagen og kommer først hjem, når mørket begynder at falde på. Nogle gange kommer hun hjem med et fjerkræ eller to, men til tider har hun også fanget fisk eller egern. Når hun er hos os, er hun konstant på vagt. Hendes ører blafrer altid rundt for at lytte efter fremmede mennesker, og hun holder konstant øje med Calee. Det er beroligende at vide, at når jeg ikke er til stede, så er der stadig en, som vogter over hende.
Jeg rejser mig lydløst fra sengen, der primært består af et par gamle brædder, en masse hø og nogle uldtæpper, jeg har stjålet fra uagtsomme familier, der lod deres nyvaskede sengetøj hænge til
tørre i det fri. Tyveri er ikke en egenskab, jeg er stolt af, men det har vist sig at være nødvendigt – især når de kolde vinternætter melder deres ankomst.
På listefødder begiver jeg mig hen til enden af vores lille sovekammer uden at vække hverken Bisquit eller Calee. Deres rolige vejrtrækninger summer i natten. Jeg kravler ned ad den gamle
træstige, et langsomt skridt ad gangen, for til sidst at mærke høet under mine tynde skosåler, der er spredt udover hele gulvet. Denne store lades eneste formål er at opbevare samtlige gamle redskaber og værktøj, som for længst er blevet glemt. Hvis man er uopmærksom, kan man hurtigt komme i karambolage med en rusten plov eller knækket le, så jeg træder altid meget forsigtigt omkring.
Bagerst i laden, gemt bag alle de efterladte redskaber, er stigen, som fører op til vores sovekammer. Vi har boet her i snart tre år, uden at ejeren, Monsieur Dupont, har opdaget os. Det har været vidunderligt med et sted, som vi har kunne kalde for ”vores hjem,” selvom det eneste, vi egentlig ejer, er vores uldtæpper og lidt skiftetøj. Vores sovekammer er desuden også kun så stort, at jeg lige knap kan ligge udstrakt, men jeg kan ikke stå oprejst uden at mit hoved rammer mod loftet. Jeg skubber døren op men kun lige akkurat nok til, at jeg kan møve mig igennem sprækken, uden at de gamle hængsler knirker højlydt.
Den kolde natteluft omfavner mig igen, men denne gang giver jeg mig tid til at nyde den frie stund. Himlen er en funklende dybblå uendelighed, oplyst af et hav af stjerner. Jeg misunder
stjernerne så inderligt. Alle stjernerne fremstår mere eller mindre identiske – nogle lyser en anelse kraftigere, mens andre er lidt mindre, men til sammen udgør de nattehimlens maleri. Hvordan føles det mon at høre til helt deroppe omringet af sine kære medstjerne? Den lysende halvmåne og jeg har utvivlsomt mere tilfælles... Hun hænger så strålende ensomt blandt alle stjernerne. Hendes
eneste forenelige himmellegeme er kun i stand til at indtræde på himlen, når hun selv drager ind i mørket - evigt adskilt, nat efter dag, dag efter nat. Jeg burde vel være taknemlig for, at jeg i det mindste ikke har en måne…
Et stjerneskud suser hen over den betagende himmel, og jeg hvisker: ”Lad mig aldrig lide samme skæbne som den smukke måne.” Med hovedet vendt mod stjernerne trasker jeg videre mod staldene.
Jeg finder Rousseau i en af de bagerste båse, hvor han strigler sin yndlingshoppe, Mayce. Hun er en smuk, lysebrun hoppe med en lang mørk man, og en viljestyrke som ingen anden hest. Af en eller anden årsag, stjal hun hans hjerte lige fra første dag, hun ankom til familien Duponts gård.
Mayce passer godt til den overdådige stald, som blev opført af Monsieur og Madame Dupont. Stalden er konstrueret som et bindingsværk, der strækker sig hen over 14 store hestebåse, syv på hver side af den brede midtergang, der er belagt med småsten og afgrænset af et reb, der er bundet op på små stenstolper. Bindingsværkspartierne er pudset glatte og malet med en olie, der gør træet lysebrunt. Tavlet mellem bindingsværkspartierne er den klassiske hvide farve, hvortil Monsieur Dupont har ansat to mænd, hvis primære arbejdsopgave er at holde murstensfacaderne rene. Madame Dupont har selv udvalgt de mange dekorative lanterner, som er opsat hele vejen rundt om stalden. Om aftenen afgiver de et blødt lys, og om dagen fremstår de som guldbelagt pynt. Tilmed har Madame Dupont importeret de smukkeste røde roser, der vokser frodigt rundt om stalden. Hvis det nogensinde lykkedes mig at sparre så mange penge sammen, at jeg ville kunne købe et hus til Calee og jeg, ville det formentlig nærmere ligne et faldefærdigt skur end familien Duponts stald.
”Godaften,” smiler jeg og træder ind i båsen, der er indhyllet i en dæmpet belysning. Herinde står kun en enkelt lanterne, der kaster sit blide skær over Rousseaus ømme strøg med børsten. Han stopper den strygende bevægelse midt på hoppens brune mave, og før han når at vende sig om, fanger jeg et glimt af et drenget smil i hans mundvige.
”Godaften,” hilser han og træder de tre skridt hen imod mig, så en duft af hø og dyr cologne strømmer mig i møde, inden han lægger sin hånd på min hofte, læner sig frem og kysser mig på kinden. Det har altid været hans måde at hilse mig på, men i nat hviler hans læber en
anelse længere mod min kind, end de plejer.
”Du ser jo helt udmattet ud. Har du fået noget at spise i dag?” En lille bekymret rynke dukker op lige under hans blonde pandehår. De grønne øjne ser granskende på mig, som om han nøje undersøger min krop. Han finder tilsyneladende intet, så hans øjne kommer tilbage til mine. De er venlige, imødekommende og kærlige. Han er det tætteste, jeg kommer på et familiemedlem – på en storebror.
”Ja, jeg har spist i dag. Tak for din bekymring – selvom den er nødvendig,” smågriner jeg og skubber til hans brystkasse. Rousseau er kun en anelse højere og bredere end jeg, men han rykker sig ikke spor. Hans blik daler ned til mine hænder på sin brystkasse, og en utydelig følelse flakker hen over hans ansigt. Luften føles anspændt, men jeg er ikke klar til at høre årsagen endnu, så jeg træder i stedet uden om ham og hen til Mayce. Hun vrinsker muntert som hilsen og presser hele sin mule mod min fremstrakte håndflade. Hendes rolige udstråling strømmer gennem berøringen, lige til mit hjerte, der i samme stund banker langsommere. En stille udånding undslipper mine læber, før jeg overhovedet når at opdage den.
”Den selvsamme effekt har hun på mig. Det er nok derfor, hun er min yndlings,” konstaterer Rousseau med en fløjlsblød stemme. Han har en af de stemmer, som kan lulle en i søvn, når han læser historier højt – hvilket Calee og jeg har haft glæden af ved mere end en lejlighed.
”Du sagde, at du havde vigtige nyheder?” Spørger jeg, da jeg ikke længere kan ignorere den anspændte stemning i luften. Hvad end han vil fortælle mig, vejer det tungt på hans skuldre, og selv
med ryggen til ham kan jeg fornemme, hvordan han spænder op i hele sin krop, men jeg forsøger at fokusere på det rolige væsen foran mig. Min hånd ligger blidt mod hendes lune hals, og den rolige puls i hendes årer. Stilheden varer ved så længe, at jeg når at betvivle, om hvorvidt han overhovedet hørte mit spørgsmål, men så puster han opgivende ud.
”Mine forældre har endelig fundet et passende ægteskab for mig,” hvisker han knap hørbart.
.
..
-
.
.
-
.
.
.
.
.